Det var i et mørkekammer for over 50 år siden, at Ole Christiansens interesse for fotografi begyndte. Hans far var hobbyfotograf og havde et godt kamera, som han allerede fra teenageårene fik lov til at låne. Det blev en tid, hvor han fik mulighed for at udforske fotografiets spændende og nye univers på egen hånd.
I 1980 blev Ole Christiansen uddannet fotograf fra Fagfotografskolen, og siden da har han arbejdet med at forevige mennesker og øjeblikke gennem fotografiet. Nu udkommer hans femte fotobog: My View.
INSPIRERET AF MENNESKER
I sine billeder eksperimenterer Ole Christiansen med fotomediets udtryksmuligheder gennem en grafisk skarphed og reduceret farveskala, som skaber dramatiske hverdagsmotiver i lys og skygge. Men det er især mennesker, der interesserer ham:
”Jeg bliver aldrig træt af at fotografere mennesker. Menneskelig adfærd er altid interessant. Vi interesserer os for andre mennesker for selv at kunne navigere i tilværelsen. Tidligere har det handlet om overlevelse, men i dag handler det om at aflæse nogle koder og finde en plads i samfundet. Der er noget uforudsigeligt i det at fotografere mennesker, ligegyldigt om det er portrætfotografering eller mennesker på gaden,” fortæller Ole Christiansen og fortsætter:
“Når jeg tager portrætter, så har jeg kontrol over nogle af elementerne i billedet; lyssætning og komposition, men i gadefotografering er der flere tilfældigheder, der spiller ind. Jeg er glad for vekselvirkningen mellem dem, så jeg ikke føler, at jeg stivner eller begynder at gentage mig selv. For mig handler det at fotografere meget om nysgerrighed og om at prøve noget nyt.”
Du arbejder meget med sort-hvid i dine billeder. Kan du fortælle lidt om det greb, og hvad det betyder for dig?
”Dengang jeg var ung var farvebilleder ikke fint. Det var feriebilleder,” fortæller Ole Christiansen med et smil og fortsætter: ”Man fremkaldte i mørkekammer, så der var kun det sort-hvide. Det var sådan man gjorde dengang. Jeg har altid haft en svaghed for det sort-hvide, som jeg synes har et ekstra abstraktionsniveau i forhold til virkeligheden. For mig er der stor forskel på at fotografere i farve og i sort-hvid. Når man fotograferer og laver farvebilleder, så er det farverne, der styrer billedet. Fotograferer man i et studie, kan man afstemme farverne på forhånd, men det kan man ikke ude i virkeligheden. Der kan der være en farve, som drager øjet, men som ikke er et godt billedelement.”
Selvom Ole Christiansen har arbejdet som professionel fotograf i over 40 år, så er han ikke færdig med at udforske nye sider af fotografiet: ”Jeg er begyndt at arbejde mere i farve, og i dag kan du jo påvirke farverne via digital billedbehandling. Det er en spændende udfordring at begynde at arbejde med. Jeg er mere på hjemmebane i det sort-hvide, og det er vigtigt ikke at være for meget på hjemmebane.”
DRAMA I DETALJEN
Det er altid intuitivt og tilfældig, når Ole Christiansen tager kameraet over skulderen og går ned på gaden. Både fotobogen White Walls, som udkom i 2020, og Ole Christiansens nye bog My View er projekter, hvor alle billeder er taget fra det samme sted og indfanger et tilfældigt hjørne af virkeligheden:
”Det er interessant, hvor meget der sker inden for sådan et lille felt i verden. Det er ikke noget, jeg har tænkt længe over. Billederne er kommet naturligt af sig selv, og så har de hobet sig op. Og til sidst får man idéen om at samle dem til noget.”
”Jeg bliver inspireret af mange forskellige ting i hverdagen. Jeg har meget glæde af at gå på kunstudstillinger og i biografen, men ligegyldigt hvor jeg er, så ser jeg på en eller anden måde efter billeder. Det er ikke noget, jeg beder min hjerne om. Det er sådan, jeg er blevet indrettet efter at have arbejdet med fotografi i alle disse år.”
Derfor er det også hverdagens helt små og tilsyneladende ligegyldige detaljer, som kan danne grobund for årelange projekter:
”Det er detaljerne, som gør verden interessant. I de små detaljer er der masser af drama. Der er spændende ting omkring os hele tiden, hvis vi er opmærksomme. Og jeg håber, at min bog kan inspirere folk til at give mere opmærksomhed til deres egen hverdag.”
Så fotokunst er vigtigt?
”Jeg ved sgu ikke om det er vigtigt,” kommer det prompte fra Ole Christiansen. Der er tavst et øjeblik, før han fortsætter:
”Generelt har jeg en fornemmelse af at kunst er vigtigt. Det er det i hvert fald i mit eget liv. Musik, malerkunst, film. Jeg tror, det dybest set er med til at forme dig som det menneske, du er. Og sådan er det vel også med stor fotokunst. Men hvor stor en værdi mine billeder har, ved jeg ikke. Det eneste jeg ved er, at det har en enorm drivkraft for mig at lave det. Jeg ved, hvor stor glæde jeg selv har af at se andres billeder, så jeg håber også, at andre har det på samme måde med mine billeder.
Men verden ville fortsætte fint, uden at jeg overhovedet løftede kameraet. Det er ikke samme type værdi, som hvis du er murer og bygger et hus, så folk får tag over hovedet. Men først og fremmest er vi mange, der gør det, fordi vi simpelthen ikke kan lade være.”
