Hvad er det, der gør Hirtshals, en lille by på Jyllands nordvestkyst, så interessant? Ifølge fotograf og arkitekt Lars Brorson Fich er det, at byen i kraft af sin historie giver anledning til at stille nogle grundlæggende spørgsmål til, hvad der er smukt, og hvad der er grimt. Hvad der er godt og skidt. Hvad der er autentisk. Hvad arkitektonisk kvalitet er. Og hvad æstetik er.

I 1917 var staten begyndt at anlægge en ny havn ved Hirtshals. I den forbindelse udskrev administrationen en arkitektkonkurrence om en plan for en ny by på stedet. Den blev vundet af arkitekterne Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen i 1919. Det er dog tydeligt, at det er Steen Eiler Rasmussens tankegods, der ligger til grund for forslaget, og selvom det var på højdepunktet af den nyklassicistiske strømning, rummer planen træk, der peger frem mod funktionalismen. Den rummer byrum, der kunne være blevet ufatteligt smukke.

Men planen blev ikke fulgt. Skridt for skridt blev den opgivet.

I dag rummer byen kun fragmenter af den oprindeligt tænkte infrastruktur. I stedet blev Hirtshals, hvad den danske forfatter Hans Lyngby Jepsen har karakteriseret som Danmarks grimmeste by. Ikke en nøje planlagt by, men en by bygget i takt med indbyggernes og havnens behov.

Siden 2010 har Lars Brorson Fich fotograferet Hirtshals og sammenlignet fotografierne med Steen Eiler Rasmussens plan i form af en række smukke akvareller og tegninger af byens rum og bygninger, sådan som han forestillede sig, de ville komme til at se ud. Og spørgsmålet melder sig. Kunne byens komplekse liv, som det har udviklet sig frem til i dag, rummes i hans plan? Hvad er smukt, og hvad er grimt?